Talently præsenterer: Eltronic A/S
Hvem er Eltronic A/S?
Eltronic A/S er en ingeniørvirksomhed med mere end 20 års erfaring med produktionssystemer og automation. Eltronic´s mål er at være kundernes foretrukne samarbejdspartner samt øge kundernes globale konkurrenceevne og bæredygtighed. Der er ret stor sandsynlighed for, at du ikke kender dem – og det er faktisk lidt synd. Virksomheden er af den slags, som er anonym i den store offentlighed, men som rummer en masse spændende muligheder og udfordringer indenfor produktionsmiljøet. Det gælder ikke mindst for IT-talenter!
Eltronic er i dag den førende automationsleverandør til nogle af Danmarks største industrivirksomheder, og er stolte af at være en samarbejdspartner, der medvirker til at forbedre kundernes globale konkurrenceevne.
Stadig en ung virksomhed…
Virksomheden blev grundlagt d. 1. marts 2000 af Lars Jensen. I virksomhedens første leveår leveres automationsløsninger til lokale produktionsvirksomheder med stor succes. I de efterfølgende år udvidede Eltronic sine kompetencer til både at dække automation, IT, mekanisk design, montage og service af produktionslinjer – både lokalt og globalt. I 2007 løb virksomheden tør for plads på Spettrupvej i Hedensted. I samråd med medarbejderne besluttede Lars Jensen at bygge et nyt hovedkvarter ud mod E45 i Hedensted. I maj 2010 stod det nye hovedkvarter på Kilde Allé 4 færdigt og klar til indflytning. Hovedkontoret er efterfølgende blevet udvidet ad flere omgange.
Fuld fart på – uden kompromiser på kvalitet
I 2013 modtog Eltronic A/S Børsens Gazellepris for virksomhedens hurtige vækst. Virksomheden har siden 2015 været ISO 9001, siden 2017 ISO 14001 og siden 2019 ISO 45001 certificeret. Certifikaterne demonstrerer for det første, at kvalitetssystemet opfylder internationale standarder og underbygger selskabets fortsatte fokus på levering af produkter og løsninger af den højeste kvalitet. For det andet, at der arbejdes aktivt med bæredygtighed, hvor der fokuseres på cirkulær økonomi som en integreret del af procedurerne og leverancerne.
Hedensted, Ballerup og Odense
Eltronic store succes har igennem årene resulteret i flere organisatoriske forandringer. Det inkluderer virksomhedsopkøb og spinoffs af business units. Eltronic FuelTech A/S blev etableret som en spinoff i 2018, Eltronic Wind Solution, i dag ENABL A/S i 2019 og senest Data Intelligence A/S i 2020. Eltronic A/S er en del af Eltronic Group A/S, der udover førnævnte selskaber ejer Dynatest A/S, MME Nordic A/S, HE Marine A/S og Eltronic PtX A/S. I dag dækker Eltronic A/S hele Danmark med 3 kontorer i hhv. Hedensted, Ballerup og Odense.
IT-talenter
For at imødekomme kundernes behov, søger Eltronic hele tiden nye softwareingeniør-kollegaer, der skal være med til at udvikle innovative løsninger. Hos Eltronic får man stor indflydelse på eget arbejde. Man får et ansvar der matcher kompetencerne i både større og mindre projekter. Der er stor fokus på den faglige udvikling. Da virksomheden er en del af en større koncern, er der også mulighed for jobrotation, hvor man kan afprøve nye roller og arbejdsområder. Alle medarbejdere i Eltronic er automatisk medlem af personaleforeningen. Foreningen er meget aktiv og planlægger årligt en række sociale events, der inkluderer bl.a. årets store julefrokost, foredrag, den festlige sommerfest og en hyggelig familiedag. Du kan også forvente events af mere aktiv karakter så som golfturneringer, go-kart ræs, padel tennis turneringer eller den årlige DHL stafet.
Talently’s muligheder
Hvis du vil vide mere om mulighederne hos Eltronic A/S, så tal med din talent manager om det næste gang I mødes. Præsentationer af spændende virksomheder som arbejdsplads for top IT-talenter er kun en lille del af det arbejde, som Talently laver. Hvis du vil vide mere om Talently og om hvordan vi kan hjælpe dig med din faglige og personlige udvikling, så læs mere her…