Circle of influence
Har du nogen sinde været frustreret?
Det vil forbavse mig hvis du siger ”nej”! Frustration opstår når der noget som vi vil/ikke vil men som vi ikke selv har 100% kontrol over.
Måske vil du gerne færdiggøre et stort projekt inden weekend’en, men du er afhængig af input fra andre, som af forskellige årsager ikke leverer til tiden. Det kan også være, at du gerne vil løbe en halvmarathon på under to timer, men din kondition rækker ikke til at holde farten hele vejen. Nogle frustrationer kan du ”gøre noget ved” – andre er uden for din kontrol.
Hvad er dine options?
Når noget er uden for din kontrol, så er der principielt to veje du kan gå. Den ene er at sige ”pyt – det kan jeg ikke gøre noget ved” og så gå videre med andre opgaver. Den anden er at udvide din ”circle of influence”, dvs. tage mere kontrol. Kunsten er at vide hvornår du skal gå den ene eller den anden vej..
I de to eksempler ovenfor kan det være yderst vanskeligt at styre andres tid og prioriteringer og derfor er ”pyt”-vejen måske den bedste (eneste) løsning. Din halvmarathon-tid kan du dog i langt højere grad styre – du kan træne mere og hårdere og bedre.
Hvornår skal du sige ”pyt”?
Det skal du kort sagt når anstrengelserne med at udvide din ”circle of influence” er for store i forhold til hvor vigtigt det er for dig. Du skal med andre ord vurdere om det kan betale sig at kæmpe eller lade fare.
I vurderingen om hvorvidt det kan betale sig, skal du huske at tænke nogle skridt frem. Måske er det ikke anstrengelserne værd i forhold til den konkrete situation nu og her, men hvis det på længere sigt generelt udvider din ”circle of influence” så andre frustrerende situationer kan undgås i fremtiden, ja så er det måske en god ide.
Et par artikler om ”circle of influence”
Oprindeligt er det Stephen Covey, der introducerede ”circle of influence” i bogen ”The Seven Habits…” Du kan læse lidt mere om begrebet i disse artikler:
Næste gang du er frustreret
Træk vejret. Check om du er uden for din ”circle of influence”. Er du ikke, så kører du bare videre. Er du uden for cirklen, så find ud af ”pyt” eller ”udvid cirklen” er det rette svar – på lang sigt.
Sparring omkring netop dette emne er oplagt noget, som du kan bede din talent manager om! Beskriv frustrationen og vær klar til at blive udfordret…