2023 – here we come!

Blog jan 2, 2023
Floppy disk

En lille fortælling fra det forrige årtusinde…

For 39 år siden startede jeg som en en ung og entusiastisk mand på mit studie. Det var et helt nyt studie, opfundet af Handelshøjskolen i København (Copenhagen Business School, CBS) og det geniale var en kombination af datalogi og økonomi. Lige siden en erhvervspraktik i niende klasse, havde datalogi-studiet været målet. En venlig sjæl hos Honeywell-Bull fortalte nemlig, at det var vejen til at tjene mange penge!

Det med at lave forretning – købe og sælge, markedsføre og levere – trak dog også i mig. Allerede i folkeskolen havde jeg startet min egen postordre forretning med computere, software og hardware-tilbehør. Kombinationen var således ideel.

Udfordringen var blot, at ingen på Handelshøjskolen have begreb skabt om computere – og skolen havde slet ikke anskaffet nogen! Løsningen var derfor, at datalogi-delen skulle følge det eksisterende datalogi-forløb på Datalogisk Institut ved Københavns Universitet. Det skulle senere vise sig at være en stor fordel.

For at gøre en lang historie kort, så droppede jeg ud efter 2½ år – den historie gemmer vi til en anden god gang. Tilbage står en masse gode erindringer fra dengang opgaver blev skrevet på skrivemaskine og rettet med klippe/klistre (altså med papir og lim) og hvidt blæk. Det var den gang man på DIKU skulle reservere maskintid til en Piccoline og så ankomme med sine 5¼” disketter i en plasticpose. En opgave huskes særligt: ”skriv et Pascal-program, der læser en text-fil fra disketten og udregner LIX-værdien af teksten. Programmet skal dokumenteres.”. Den opgave blev der svedt en del over og efter mange timers skrivebordstest, kodning og live-test, kom det da også til at fungere – sådan da.

I dag – og især i morgen…

Forleden stillede jeg opgaven til ChatGPT og det tog vel 10-15 sekunder før jeg blev præsenteret for færdig kode, klar til kompilering.

Hvad betyder det for fremtidens software udviklere? Er det vejen til at blive overflødig ligesom typograferne forsvandt det EDB tog over i stedet for bly? Er det et stærkt tool til at skrive endnu bedre, endnu mere sikkert og meget mere brugervenligt software?

Hvad tror du? Kom med din kommentar – jeg er nysgerrig!

Læs mere om mentoring og coaching hos Talently her…